Ballet og efterskole, hvordan kombinerer man de to? Leder du efter en efterskole som tilbyder ballet på højt niveau? Det ved jeg der er mange af vores elever der gør, men det er svært at finde et sted hvor balletten fylder. Jeg har lavet lidt research og har fundet nogle steder som måske kunne være noget for dig som drømmer om at balletten får lov til at fylde.
Efterskole med ballet i fokus
Når du leder efter en efterskole til dig selv eller dit barn, så oplever mange at de finder efterskoler med dans og ikke med ballet som deres primære fokus. Hiphop fylder mange steder, da der er mange der danser det. Men måske er du eller dit barn rigtig glad for ballet og måske går du eller dit barn med drømme om at blive danser en dag. Ballet er en niche sport og desværre er der en opfattelse af at hvis du ikke danser ballet på Det Kongelige Teater, så kan du lige så godt droppe det. Den myte bliver vi nød til at banke i bund. Det er rigtigt at der i Danmark ikke er særlig mange muligheder på at få en karriere med ballet, hvis man ikke er på Teateret, men det betyder ikke at man ikke kan nå målet. Man skal måske bare kigge lidt over vores landegrænse.
Vi bliver også nød til at snakke om moderne. Moderne dans fylder rigtig meget, også i de klassiske kompagnier. Vores danske Kongelige Teater laver mange moderne forestillinger og har stor succes med det. Det er derfor vigtigt at åbne op for det moderne, da det kan blive det der giver dig vej ind i en karriere med dans. Moderne er et meget stort område. Det er min personlige holdning, at en teknisk dygtig moderne danser, har en stærk klassisk ballet baggrund. Hvis vi kigger på moderne stilarter som bl.a. Cunningham, Graham og Horton, så kræver det en styrke, teknik og øje for detalje, som man også har i den klassisk ballet.
Når jeg skriver dette, så er det fordi jeg ikke har fundet en efterskole, som kun tilbyder ballet.
DGU 10
Jeg havde en rigtig god snak med Det Kongelige Teater Odense, som har indgået et samarbejde med Sports Akademy Danmark. Igennem Sports Akademy Danmark kan du få efterskole oplevelsen, men din dans foregår på Det Kongelige Teater Odense. Her har du daglig træning i bl.a. ballet og moderne. Det er et sted for dig som har ambitioner om at tage din træning til nye højder og kræver at du har et godt grundniveau. Det kræver at du består en optagelsesprøve for at komme ind, men dette sted lyder som en stor drøm for mange unge dansere.
Denne sæson (sæson 22/23) er første år at man har dette samarbejde, så der er ikke rigtig nogen der kan fortælle os om deres erfaringer endnu. Men vi ved at Det Kongelige Teater Odense er en god skole og deres dansere klare sig rigtig godt efter de forlader skolen, så jeg tror godt vi kan forudsige at denne efterskole model også bliver en succes.
Du kan læse om Sports Akademy Danmark her: https://sportsacademydenmark.dk/
Og DGU 10 her: https://amok-odense.dk/grunduddannelse/dgu-10-dgu/
Det Kongelige Teater Odense tilbyder også en 4-årig STX med Dans.
Dansk Talentakademi og Balletskolen Holstebro
Dansk Talentakademi har et godt ry og med god grund! De tilbyder en mulighed for at få et lidt alternativt efterskole forløb. DTA samarbejder med Balletskolen Holstebro, som er en friskole under Det Kongelige Teater. På balletskolen kan du tage en 10. klasse og træne på balletskolen, om eftermiddagen/aftenen kan du træne på DTA. DTA tilbyder også mulighed for at bo på deres campus. På denne måde kan du sammensætte dit efterskoleophold og få en masse træning.
Læs om Dansk Talentakademi her: https://www.talentakademi.dk/dit-talent/dans/
Læs om Balletskolen Holstebro her: https://www.balletskolenholstebro.dk/danselinjen/om-danselinjen.aspx
Det kræver også en optagelsesprøve for at komme ind her.
PLAY Efterskole
PLAY er en helt ny efterskole, så igen kan har vi ikke noget erfaring at trække på. Men skolen tilbyder en Contemporary linje. Her er alt fokus altså på moderne. Men når man læser deres hjemmeside kan man se at der også er ballettræning, for at støtte op om det moderne.
Det ser spændende ud og jeg ser frem til at se hvad de kommer til at byde på. Lederen for danselinjen har stor erfaring, så det ser ud til at eleverne er i gode hænder.
Læs om PLAY efterskole her: https://efterskolenplay.dk/linjer/contemporary-dance/
Var det det?
Det var de tre muligheder jeg har kunnet finde. Måske er der flere? Hvis du kender til flere, så vil jeg rigtig gerne høre fra dig, så vi kan dele informationen med dem der ønsker at tage et efterskoleophold. Et efterskoleophold hvor dansen får lov til at fylde på et højt niveau.